En beretning fra Anna Grud Henriksen og Anders Brix Hauser's eventyr "Spitsbergen rundt på ski".
__________________________________
Naturen, nærvær og en grøn bevidsthed er et centralt omdrejningspunkt for Sinatur Hotel & Konference. Reservetjener ved Frederiksdal Sinatur Hotel & Konference, Anna Grud Henriksen, og hendes kæreste, Siriusmanden Anders Brix Hauser, kaster sig med disse værdier ud i et år med fire store eventyr under titlen ”Langt Ude - Et år på Eventyr”. Nu er Anna og Anders i gang med deres store eventyr i Norge, hvor de kæmper sig igennem den arktiske kulde.
__________________________________
En lavthængende sol hænger over en skarp fjeldryg mod syd og kaster sit gyldne skær på de vidtstrakte hvide vidder omkring os, der føles uendelige og uopnåelige. Nedenfor står sprækkerne i gletcherfrontens blå is tydeligt frem som dybe revner i en karamelmasse der er ved at størkne og bag gletcheren knejser store bjergtoppe majestætisk som enorme bygningsværker der rejser sig op mod den dybblå himmelhvælning. Der er helt stille, nærmest rungende stille. Der er ingen bevægelse i landskabet og ikke det mindste spor fra mennesker i miles omkreds. I et øjeblik føles det nærmest som om man er trådt direkte ind i et maleri og man glemmer helt at trække vejret. Kun den pludselige mangel på ilt og lufttemperaturen på -38 grader, der får det til at nive lidt i næsen, får vækket én af døsen, og man kommer i tanke om, at der jo også i dag er et stykke arbejde der skal klares.
I tre måneder har vi bevæget os på ski rundt på Svalbards hovedø Spitsbergen. Al vores udstyr og proviant har vi trukket efter os på slæder, kaldet pulke, og med undtagelse af de tre steder, vi har genforsynet fra depoter, har vi været helt alene i den store natur - kun os to og slædehunden Bilbo. Vi startede tidligt i februar, hvor solen endnu hænger under horisonten alle døgnets 24 timer, og med tunge pulke bevægede vi os gennem tusmørket mod nord ad øens store gletchersystemer. Flere gange trak kraftige vejrfronter ind over os, som tvang os til at ligge stille, imens vinden hev og flåede i teltet og sneen piskede mod teltdugens udspændte stof. Alene midt i ingenting er man helt i naturens vold. Man må tilpasse sig dens luner og finde en ro i dette. Og lige pludselig løjer vejret af, og man kan fortsætte sin færd i et smukt dæmpet lys gennem et sneklædt landskab badet i blå, lilla og orange nuancer.
Som vi nærmede os Svalbards højeste top i slutningen af februar stod solen op, og med en hastighed der var svær at forstå, forvandlede den nat til dag. For hvert døgn blev dagen mere end 20 minutter længere, og badet i sol, ser landskabet både i og omkring én helt anderledes ud. Solen giver liv og energi i en grad, man kun kan forstå at værdsætte så højt, når man har været den foruden, og både vi og Bilbo kunne længe bare stå med lukkede øjne og mærke den særlige varme i ansigtet og være til.
Over stejle bjergpas, ned ad puklede brætunger, gennem snævre dale med fjeldsiderne langt over os og på tværs af vindblæste, øde vidder bevægede vi os frem. Landskabet gled langsomt forbi og omgivet af så stor natur følte vi os uendeligt små og blev mere og mere bevidste om, hvor ubetydelige vi er i den store sammenhæng. Derude tager gletcherens spalter ikke hensyn til os, den kraftige østenvind viger ikke for os, de stejle skråninger flader ikke ud foran os og de iskolde temperaturer er fuldstændig ligeglade med om vi fryser på fødderne. Vi er der som gæster på naturens nåde, og bøjer vi os ikke, er vi der ikke længe. Dette er der noget sært bekræftende i, og det fylder os med glæde, at der endnu er steder, hvor det i den grad er naturen der bestemmer.
I slutningen af marts nåede vi turens nordvestligste punkt og samtidig halvvejen i den lille forskerby Ny Ålesund, hvor der hver dag arbejdes for at dokumentere og formidle tilstandene i Arktis. Vi indsnuste atmosfæren et par dage, inden vi vendte skiene mod syd og ad nye veje bevægede os hjemad igennem et landskab der nu langsomt bød foråret velkommen. Solen var snart på himlen døgnet rundt, de første trækfugle meldte deres ankomst og på de frosne fjorde lå sælerne og solede sig. Lidt efter lidt blev det varmere og et stykke inde i april begyndte sneen så småt at smelte af små pletter i dalene, hvor vegetationen på magisk vis skød op til stor glæde for flokkene af rensdyr der i flere måneder har overlevet på at skrabe sig vej ned under sne -og isdækket. Pludselig duftede der af liv, snespurve sang, rypepar fløj lystigt omkring, og den ellers så rå vinter forvandlede sig til et flot arktisk forår. Med det første smeltevand løbende under sneen og solen højt på himlen, sluttede vi turen hvor vi startede 90 dage tidligere i mørke, sne og blæst. En fantastisk rejse der efterlader sig uendeligt mange spor inde i os og nærmest ingen i terrænet.
Arktis er et vildt sted, et råt sted, et smukt sted og et magisk sted, hvor man virkelig mærker - mærker hvor store naturens kræfter er, hvor små vi mennesker egentlig er og hvor meget mening og ro, naturen kan give, hvis man tør blotte sig for den. Samtidig mærker arktis også os - ikke direkte som vi går over de vindblæste gletchere - men menneskeheden som helhed, der med sin livsførsel skaber enorme forandringer i et landskab, der ellers kan virke så fast med sine enorme vægge af massiv klippe og lange tunger af blå is. Temperaturstigningen i arktis som følge af klimaforandringerne sker over dobbelt så hurtigt som den gennemsnitlige globale opvarmning, og konsekvenserne kan bogstavelig talt ses med det blotte øje. Hvert år svinder gletcherne ind, havisen trækker sig længere og længere tilbage og vejret bliver mere og mere ustadigt med kraftigere udsving. Vi er dybt taknemmelige for at have oplevet den rene arktiske natur så direkte på denne tur, og vi har et stærkt håb om engang at kunne give vores børn den samme oplevelse. Et håb, der dog skal arbejdes for.
