58 Natur Haraldskaer Graded Min (4)
  1. Om Sinatur
  2. Om Sinatur /
  3. ESG - Impact Rapport 2023

ESG Impact Rapport for Sinatur Hotel & Konference


2023 blev året, hvor vi for alvor har inkorporeret ESG-terminologien (Environment, Social og Governance) i vores strategiske arbejde og dermed også i vores impact rapport. Derfor har vi nu også døbt den årlige rapportering af Sinatur Hotel & Konferences ansvarlighedsindsatser: ‘ESG Impact Rapport’. 

Med vores anden ESG Impact Rapport gør vi igen status over, hvad det reelt betyder, at vi har en ambition om at drive hoteller på naturens præmisser. Rapporten sikrer, at vi lever op til lovgivningen, og at vi dokumenterer, hvordan vi driver en ansvarlig forretning. Vi har i år for første gang prøvet kræfter med EU’s nye rapporteringsdirektiv, CSRD, og valgt at lade os guide af direktivet og bæredygtighedsstandarderne, fordi vi gerne vil lade os inspirere af og vurdere os selv efter det nye fælles sprog til forståelse af virksomheders bæredygtighed, som direktivet har givet. Årets rapport danner også grundlag for vores 2023 Communication og Progress rapport til UN Global Compact.

Der er ingen tvivl om, at vi har rykket os, siden vi blev etableret som hotelkæde i 2007. Det målrettede arbejde med udgangspunkt i vores kerneværdier – nærvær, natur og gastronomi – har været en tydelig rettesnor for, hvordan vi driver vores seks hoteller. Bæredygtighed, ansvarlighed og respekt for natur og mennesker har været gennemgående. Men begreberne har udviklet sig i takt med, at verden har forandret sig. Og fra at være kerneværdier er de nu også blevet til selve fundamentet for vores forretningsstrategi.  

I Sinatur tror vi på, at virksomheder er sat i verden for at bidrage positivt til et samfund, hvor vi alle kan trives og vokse i pagt med hinanden, naturen og kloden. Ikke bare her og nu, men også i de næste generationer. Vi tror på, at vi er gensidigt afhængige, hvorfor det også er centralt for os at drive vores forretning ud fra B Corp-principperne.  

Naturen og medmenneskeligheden er omdrejningspunkt for alt, hvad vi gør. Det afspejles i vores resultater og den måde, vi arbejder på indenfor alle fagområder. Det er en stor glæde at se, hvor langt vi er nået, og hvad det har givet af resultater. Både på bundlinjen, men endnu vigtigere for vores egne ambitioner og stolthed over at kunne arbejde på en måde, der giver mening. 

Men det ville have været en helt umulig opgave uden vores ambitiøse medarbejdere, der i den grad har grebet muligheden og har været med til at skubbe på vores ansvarlighedsrejse. De er med til at sikre, at Sinatur hele tiden bliver bedre til at drive hoteller på naturens præmisser, og at vi kan fremvise flotte og ambitiøse resultater i denne rapport. Stor tak for det.
Når vi samler alle trådene og gør regnskabet op, kan vi fremvise flotte resultater, men der er stadig meget, vi kan gøre. Derfor ser vi også rapporten som en status og ikke en målstreg. Og vi glæder os til at fortsætte rejsen mod at blive en endnu mere ansvarlig forretning.

Book selv dit møde eller konferenceophold

Få hjælp til booking af møder og konferencer

Booking af værelser eller ophold

Vælg et af vores seks hoteller