Book nu

Sinatur Hotel & Konference aflyser konkurrencen i branchen


Hospitality er en branche, der er vant til at konkurrere på luksus, pris, beliggenhed, gastronomi, tiltrækning af kvalificerede medarbejdere og hvem der bliver mest grøn på kortest tid. Men hvad nu hvis vi droppede at konkurrere? Det gør vi nu med partnerskabet Moving Hospitality, der går på tværs af branchen og skaber et fælles fokus på den grønne omstilling. 
 
“Snak er godt, men handling er bedre. Og vi kan ikke handle alene. Derfor har vi i Sinatur taget initiativ til at gå sammen i branchen. Vi er stadig konkurrenter, men når det kommer til vores fælles fremtid er vi i høj grad makkere,” fortæller direktør i Sinatur Hotel & Konference Claus Nielsen og fortsætter: 
 
“Vores branche er et af de største erhverv i Danmark og med det følger et ansvar. Vi skal hæve barren for, hvordan vi kan drive mere bæredygtige og ansvarlige virksomheder i vores branche - og vi skal hjælpe vores gæster og medarbejdere med at blive mere bevidste omkring de valg, de træffer.” 
 
Konkurrencefrit rum
Partnerskabet, der er første af sin art, er døbt ‘Moving Hospitality’. Og med det, er der skabt et konkurrencefrit rum, hvor der ikke skeles til de normale konkurrenceparametre. Her er fokus på, hvordan konkurrerende hotelkæder kan være med til at gøre branchen til frontrunners på den grønne omstilling. 
 
“Det er selvfølgelig ikke noget, der sker over natten, men med det her samarbejde har vi nedbrudt nogle barrierer og vi har i arbejdsgruppen set hinanden dybt i øjnene og lovet, at vi vil den her forandring. Vi arbejder henimod 2030-mål med nedbringelse af CO2, men der skal ske noget nu - så vi kommer til at sætte en masse delmål undervejs,” siger Claus Nielsen. 
 
Et af målene er blandt andet at udfordre værdikæden og de mange leverandører, som branchen benytter sig af. Og så drømmer Claus Nielsen om, at flere kommer med - og at der måske også er nogle politikere, der vil interessere sig for projektet. 
 
“Vi skeler ikke til, hvilken brancheorganisation, man kommer fra, vores kriterier er, at man ønsker at gøre en forskel og at man er med på, at vi kan rykke hurtigere i en større gruppe,” siger Claus Nielsen, der gennem flere år har arbejdet for at skabe en ansvarlig hoteldrift på tværs af de seks Sinatur-hoteller i Danmark.
 
Hvem er med i samarbejdet? 
Kirsten Skovgaard Aggersborg – Guldsmeden Hotels
Astrid Kolle Østergaard – Guldsmeden Hotels
Stine Skouborg - Brøchner Hotels
Mads Krogh – Arthur Hotels
Tore Vilhelmsen – Dallund Slot
Claus Nielsen – Sinatur Hotel & Konference
 
Læs mere om initiativet her
 
For mere information kontakt: 
Claus Nielsen
Direktør/General Manager
M: +45 29990213
E: clni@sinatur.dk