Skal vi bare lukke hotellet?
Vi har et ønske om at drive vores hotel- og konferencevirksomhed så ansvarligt som muligt. Men vi må også erkende, at det at drive hotel kræver ressourcer og påvirker vores omverden. Det gør det blandt andet, når vi gerne vil opretholde et højt serviceniveau og give vores gæster uforglemmelige oplevelser.
Så ville det egentlig ikke være mest ansvarligt af os at lukke hotellerne?
Det mener vi selvfølgelig ikke. Vi tror nemlig på, at det er vigtigt, at vi har mulighed for at mødes, tænke store tanker eller bare nyde hinandens selskab. Både i dag og i fremtiden. Og det vil vi gerne være en del af.
Men vi er også bevidste om, at hvis vi fortsat skal have en berettigelse i verden, må vi blive ved med at udfordre, hvad det vil sige at være hotel og konferencested. Kan vi stadig tilbyde gæsterne de bedste oplevelser og samtidig have en samtale om, hvad vi kan undvære på vores hoteller? Eller handler det måske mere om, at vi skal tale om, hvad luksus betyder for os, og om vi kan finde nye måder at mødes på? Skal vi tænke naturen mere ind i vores aktiviteter og gøre den til en endnu mere naturlig del af vores værditilbud? Og hvilke andre valg kan vi træffe i den daglige drift?
Vi er allerede godt i gang. Vi har gennem længere tid arbejdet med vores menuer og videreudviklet vores gastronomiske kodeks, som sætter retning for blandt andet økologi, sæson, lokale og danske råvarer, madspild og mængden af kød på tallerkenen. Og så er der alle de andre ting, vi gør for at tage ansvar og udvikle den måde, vi driver vores hoteller på. Dem kan du læse om her.
Men vi ved også, at vi kan gøre mere, og at vi ikke nødvendigvis kan finde alle svarene alene. Derfor synes vi, at noget af det mest spændende, vi kan tale sammen om, er, hvordan fremtidens hotel- og konferencetilbud skal se ud. Hvad skal vi bevare? Hvad kan vi gøre anderledes? Og hvordan kan vi skabe gode oplevelser med større omtanke for de ressourcer, mennesker og omgivelser, vores forretning er afhængig af?
Det er en samtale, vi allerede har i hverdagen, men vi vil gerne blive endnu klogere. Derfor har vi inviteret nogle af vores kunder til at tilbringe en dag med os i vores skønne natur, hvor vi sammen stiller spørgsmål til, hvordan fremtidens hotel- og konferenceoplevelser kan se ud: Hvad skal vi beholde, hvilke ting er vi villige til at undvære, og hvilke muligheder har vi slet ikke set endnu? Hvilken fælles retning kan vi finde for fremtiden?
Måske finder vi sammen nogle svar, der kan bringe os et skridt videre. Vi glæder os til at dele indsigter og erfaringer med resten af branchen. Og vi hører selvfølgelig også meget gerne fra dig med gode forslag.
Skriv til sinatur@sinatur.dk, hvis du vil dele dine gode forslag.